Menu

SIF-piger klar til historisk debut

image
18. august 2018 kl. 09:44
Silkeborgs bedste pigehold debuterer i landets bedste U18-række i dag

Spændingen er stor hos Silkeborg IF Q, der i dag sender sine bedste U18-spillere i kamp i ligaen for første gang i klubbens historie. Her venter Varde på udebane.

Holdets to trænere, Henrik Bull Skov og Eddie Kragelund, glæder sig.

- Det bliver fedt, og det giver lige det hele et ekstra pift, at vi får debut i landets bedste U18-række. Eddie og jeg ved, at det bliver en utrolig tæt kamp, og det er to hold, der niveaumæssigt ligger tæt på hinanden. Så vi håber, at det bliver en god og jævnbyrdig kamp.

Vi er kommet godt igennem træningsopstarten, hvor pigerne har trænet godt - både fysisk og taktisk, og de har hele vejen igennem haft et rigtig godt humør på, lyder det fra Henrik Bull Skov.

SIF Q-pigerne har spillet to testkampe. Det blev til et 6-1 nederlag mod Kjellerup fra Kvindeserien, og et 4-2 nederlag til Århus 1900 fra 1. Division.

- Men det er som bekendt noget helt andet, når vi træder ind på Varde Stadion, hvor der står point på spil, lyder det fra træneren.

SIF Q-truppen består af en blanding af spillere fra årgang 2001, 2002 og 2003.

- Vi trænere er bevidste om, at alle vore 22 spillere i truppen skal vise mod, overskud, format og vilje for at bevise vores berettigelse i DM rækken, lyder det fra træneren.