top of page
Slide7.PNG

Årsberetning for 2023

Jeg vil gerne indlede årets beretning med et citat:

 

”I kan noget med miljø i Silkeborg. Det hører jeg mange steder”.

Ordene er Kvindeligachef Nicolai Kaas Nordstrøms. De faldt under et møde i Søholthuset i september. Her kunne han også ved selvsyn opleve en lille del af vores gode miljø. Vores U14-, U16- og U19-piger i skøn forening. Der var lektielæsning, hygge og nudelsuppe for alle pengene.

 

Sådan en bemærkning gør mig glad og stolt.

 

Og ordene kommer ikke ud af det blå. Vi mærker det også i dagligdagen. Dygtige spillere kontakter os, fordi de er interesserede i at komme til SIF Q. Vi har piger til prøvetræning fra Ligaklubber, vi har piger, der vælger SIF Q over Ligaklubber, fordi vi kan noget særligt i SIF Q.

 

Det særlige vi kan, handler om, at vi er lykkedes med at skabe et miljø, hvor talentudviklingen er solidt funderet i et værdisæt – Sammenhold, respekt og engagement.

Vores trænere og sportslig ledelse yder en kæmpeindsat hver eneste dag, for at vores piger bliver så dygtige som de kan, men også for at vores piger trives, oplever en sammenhængende hverdag og vokser som mennesker. I alt, hvad vi gør, tilstræber vi at gøre det ordentligt – med respekt for den enkelte spiller og træner, for klubben og for vores samarbejdspartnere.

 

Vi har formået at opbygge en kultur, der kan det.

Det har alle - både piger, trænere, ledelse og forældre en vigtig aktie i. Og det er noget vi skal værne om og passe på. For det kan så let smuldre. Det er vi i bestyrelsen opmærksomme på, og det er et vigtigt pejlemærke, når vi lægger strategien for SIF Q.

 

Samarbejdet med A/S

I juni indgik vi en samarbejdsaftale med SIF A/S – nok den vigtigste begivenhed i 2023. Et samarbejde, som understøtter os både økonomisk og med vigtig know how. Det er en uvurderlig aftale for os.

Sammen skal vi de næste år undersøge mulighederne for at skabe et bæredygtigt fundament for den fortsatte udvikling af et stærkt pige- og kvindefodboldmiljø i Silkeborg.

Det var en aftale, der indebar, at bestyrelsen i SIF Q sagde ja til, at SIF A/S, - hvis de vil - kan overtage alle vores eliteaktiviteter. Det er ikke sikkert, det bliver aktuelt, men de kan gøre det, hvis de vil.

Bestyrelsen var aldrig i tvivl om, at det var det rigtige at gøre, men det er klart, at en sådan aftale har krævet meget arbejde og megen refleksion – og i øvrigt også en ekstraordinær generalforsamling.

 

Der er mange forskellige måder, hvorpå Superligaklubberne går ind i kvindefodbold. Og det går stærkt i tiden. Den udvikling følger vi selvfølgelig nøje, og det gør de også i SIF A/S.

Men vi skal finde vores vej. Vi er ikke AGF og FCM, for bare at nævne vores to naboer. Men vi er noget andet. Vi kan noget andet. Og jeg er overbevist om, at vi sammen med SIF A/S finder den rigtige vej for Silkeborg.

Det kommer til at kræve hårdt arbejde de næste år. Af bestyrelsen, af den sportslige ledelse, af vores trænere og af alle jer. Men det kan vi godt klare i SIF Q.

Flere kvinder

Et vigtigt fokus i 2023 har været vores meget mundrette indsats ”Flere kvinder i SIF Q”.

Vi ser et generelt problem med at skaffe kvindelige trænere i dansk pige- og kvindefodbold. Det vil vi gerne tage ansvar for – det er vigtigt, at unge fodboldpiger har kvindelige rollemodeller at spejle sig i.

 

For et år siden havde vi i SIF Q én kvindelig træner. I dag har vi 8 kvindelige trænere.

 

Vi tager også ansvar for, at der på sigt kommer flere uddannede kvindelige trænere. Således har vi i 2023 gennemført to C1-klubkurser og et C2-klubkursus for vores egne spillere og trænere. To af vores lovende kursister er netop startet på C3 og færdiggør deres C-licens i løbet af foråret.

Uddannelsen af kvindelige trænere vil fortsat være et vigtigt fokus fremadrettet.

Hvide shorts

Det er også værd at nævne, at vi i efteråret 2023 ramte overskrifterne på DRs webnyheder. Overskriften lød: ”Dansk topklub følger kvindelandsholdets eksempel og dropper hvide shorts.”

Og selvom den skarpe læser nok vil hævde, at overskriften henviste til HB Køge, så fik vi faktisk taletid på lige fod med netop HB Køge, Fortuna Hjørring og AaB.

De hvide shorts har længe været et opmærksomhedspunkt i bestyrelsen. Vi har fulgt udviklingen nøje og set Wimbledonkvindernes kamp for retten til selv at vælge shorts og det engelske landsholds farveskifte. Men mest af alt har vi lyttet til de erfaringer, der bliver gjort i de danske idrætsmiljøer. De fortæller os, at hvide shorts for nogle piger, uanset alder, kan skabe utryghed. Vi ønsker i SIF Q ikke, at piger skal gå utrygge på banen. Heller ikke selvom vi synes, de hvide shorts er flotte og en del af klubbens DNA.

For os var tiden inde, og afgørelsen var truffet da DBU meldte ud. Det virkede som et godt tidspunkt at offentliggøre vores beslutning.

Sportsligt

Sportsligt står vi stærkt på alle årgange. Siden sommerferien har 3 piger fået debut på U16-landsholdet og vores U19-keeper har været afsted på U19-landsholdssamling. Derudover har vi piger repræsenteret på både DBUs U14- og U15-talentcentre.

På alle trupper arbejdes der fokuseret med vores spillestil. Vores piger arbejder med udtryk og fasespil allerede fra U13, og det begynder at kunne ses op igennem årgangene, at vi har en gennemgående spillestil med masser af boldbesiddelse og offensivt pres.

Resultatmæssigt vil jeg i år nævne vores seniorkvinder. De gik ubesejrede gennem jyllandsserien i foråret, og endte efter en lidt usikker start på en flot 2. plads i deres første sæson i kvindeserien. En placering, der også placerer SIF Q som Silkeborgs bedste kvindehold. En titel, vi var langt fra for blot et år siden.

Vi har også fået to seniorhold i SIF Q, og i efteråret spillede vores serie 2 hold sig uden slinger i valsen op i serie 1.

Divisionsfodbold

Når jeg vælger at fremhæve senior i år, så er det ikke kun fordi det er flotte sportslige resultater. Det er også fordi, at 2023 blev året, hvor vi for første gang har tænkt seniorfodbolden ind som en integreret overbygning på vores talentudviklingsmiljø. Vores seniorhold ER nu klubbens 1. hold. Det virker måske logisk, men sådan har det bare aldrig været i SIF Q før.

Vi arbejder nu målrettet med transition til både vores 1. og 2. seniorhold. Fra både U19- og U16. Det er en svær balance, og vi er ikke i mål, men vi er kommet langt. Og det er en vigtig indsats.

 

Vi skal have divisionsfodbold i Silkeborg IF – det første mål er 2. division. Herefter 1. division - om alt går vel, tror vi på, at det kan lykkes inden for 3-5 år.

Fundamentet for vores seniorhold er vores talentudviklingsmiljø.

SIF Q skal etablere sig i dansk kvindefodbold. Det har været en afgørende del af bestyrelsen arbejde det sidste år. Vi skal skabe et bæredygtigt kvindemiljø, hvor vores egne piger, danner kernen på vores 1. hold. Visionen er, at 75% af førsteholdet fremadrettet kommer til at bestå af piger, der har været en del af vores eget talentudviklingsmiljø.

For at vi skal lykkes med det, kræver det økonomi. Økonomi så vi på sigt kan skrive kontrakter og holde på vores spillere. Men i første omgang økonomi, så vi kan følge med i toppen af dansk talentudvikling – målet er fortsat 2 stjerner og forhåbentligt en plads i ligaen.

 

2 stjerner

De to stjerner er helt sikkert inden for rækkevidde.

Der er sket meget siden auditeringen i februar 2023. Jeg ved, hvor meget, vi har rykket os på afgørende parametre i licenssystemet.

Alene på vores organisation har vi oprustet markant. I februar 2023 havde vi for en kort bemærkning 0 ansatte. I dag har vi 4 halvtidsansatte. Vores HOC, to cheftrænere og nu også en fysisk træner. Det er slet ikke nok, men det er en markant forbedring, der også er medvirkende til, at vi har kunnet løfte og fortsat kan løfte udviklingen.

Siden DBUs besøg i februar er der også udviklet en helt tydelig SIF Q-spillestil. Der er lavet curriculum for træningen, som er inddelt i perioder, så vores trænere ved, præcis, hvad de skal arbejde med, hvornår. Der er udviklet procedure for kampevaluering, brug af video og nye omfattende udviklingsplaner til pigerne.

 

Udviklingen på det sportslige område varetager vores sportslige ledelse - Henrik Skov og Jimmy Bonde, men det er noget, der foregår i tæt samarbejde med vores dygtige trænere. Talentudvikling er ikke noget, der foregår bag et skrivebord, det er noget vi gør sammen.

Afrunding

Det er gået stærkt det sidste år. Det at drive en licensklub er så meget mere, end hvad der foregår på banerne. Det er vanvittigt, hvad vores trænere laver af arbejde. For de flestes vedkommende ganske frivilligt. Det er rigtig mange timer de lægger i klubben. Samtidig med, at de jonglerer med fuldtidsjob og familieliv.

Det er også gået stærkt for vores piger, og derfor også for deres forældre. Udviklingen har givet mange skift og ændringer. Specielt tydeligt er det nok for jer, der har været her i nogle år. I ved, og I mærker, hvor meget, der er sket!

Det er godt med udvikling! Den skal fortsætte, men som en klog far sagde i efteråret: ”Jeg tror faktisk min datter trænger til, at der er noget ”plejer” i SIF Q”.

På den sportslige del skal vi bruge 2024 på at implementere og finjustere alle de nye tiltag. Vi skal skabe et ambitiøst og trygt ”I SIF Q plejer vi” for piger og trænere.

I 2024 skal vi i stedet sætte turbo på andre steder. Vi skal folde strategien ud, vi skal have det økonomiske fundament løftet og vi skal have den gode fortælling om SIF Q ud at leve.

Og det er noget, vi skal gøre sammen.

Formand Silkeborg IF Q

Karen Nørby Kristiansen

Silkeborg IF Q bestyrelsesformand Karen Nørby
bottom of page