Open Site Navigation
Slide7.PNG

Ny formand i SIF Q

Ny formand i SIF Q

Man har et standpunkt til man tager et nyt. Det er noget, som vores nye formand har måttet sande. For livet er i den grad ikke længere ”for kort til kvindefodbold”.

Ved den ekstra ordinære generalforsamling i sidste uge blev Karen Nørby valgt som ny formand for SIF Q. Karen afløser Thomas Villadsen, der fortsætter sit arbejde i bestyrelsen.

Og selvom en ekstraordinær generalforsamling så kort tid efter en ordinær generalforsamling, kan lyde lidt voldsomt, så var det egentligt ret udramatisk.

”Det var ikke lige min plan, at jeg skulle være formand, da jeg gik ind i bestyrelsen i februar. Men da vi så var samlet i den nye bestyrelse, så gav det bare god mening”, udtaler den nyvalgte formand og fortsætter: ”Og selvom jeg er ny i bestyrelsen, er jeg jo ikke ny i SIF Q, og jeg har også længe fuldt udviklingen i dansk pigefodbold, så jeg føler mig egentligt okay rustet til opgaven. Jeg er jo heller ikke alene, vi er en bestyrelse og Thomas fortsætter jo også, så jeg er godt hjulpet”

”Og jeg kan mærke, at jeg har mod på det. Og jeg har lyst til det. Det er en god start”, siger hun og fortsætter med et grin: ”Jeg håber bare ikke man kan google mine ældre facebookopslag, for jeg tror måske, du kan finde et par stykker, der siger noget i retning af, at ”Livet er for kort til kvindefodbold”… Og altså, det er det måske også for nogen stadigvæk, men det må vi så få lavet om på.”

Og der er noget at tage fat på for den nye formand og resten af bestyrelsen, for der har været fart på i SIF Q det sidste år. Og det kræver både en stærk organisation og ikke mindst en god økonomi at fortsætte det spor, der er lagt.

”Det bliver fedt. Jeg glæder mig til for alvor at komme i gang. Klubben er inde i en rigtig god udvikling, og vi skal blive ved med at køre på, så vi fortsat kan være med i toppen af dansk pigefodbold. Det skylder vi pigerne – både dem, der allerede spiller i SIF Q og dem, der lige har snøret deres første fodboldstøvler ude i vores mange samarbejdsklubber.”

2. maj 2022 17.00.00

  • Instagram
  • Facebook
  • LinkedIn