top of page
Slide7.PNG

Første fuldtidsansættelse i SIF Q

Første fuldtidsansættelse i SIF Q

Pr. 1. juli bliver Jacob Tind kombineret Head of Coaching og Talentchef på fuld tid i SIF Q. Det sker for at optimere klubbens investering i talentudviklingen.

Onsdag blev det offentliggjort, at JYSK fremover er ny hovedsponsor i Silkeborg IF Q, og i dag følger så den første investering frem mod klubbens store mål: Tildelingen af to stjerner i DBUs klublicenssystem.

Jacob Tind har det seneste år været ansat som Head of Coaching i SIFQ, og det fortsætter han med, mens han nu også får rollen som Talentchef.

”Vi er meget tilfredse med Jacob. Han har mange års erfaring fra talentudviklingsmiljøet på drengesiden, og det har vi stor glæde af, og så er det tydeligt at mærke, at han virkelig brænder for at skabe det allerbedste talentmiljø for pigerne. Derfor var vi heller ikke i tvivl om, at det var den vej vi skulle gå”, fortæller klubbens formand, Karen Nørby.

Fuldtidsansættelsen af Jacob Tind, gør det muligt for SIFQ at optimere rammerne for klubbens talentfulde piger endnu mere.

”Der er store krav til klubber, der ønsker at arbejde målrettet med talentudvikling i dag. Og der er mange administrative opgaver, som man ikke kan forvente skal udføres af frivillige. Derfor er jeg også glad for, at vi nu har mulighed for at ansætte Jacob på fuldtid”, lyder det fra Karen Nørby.

Ansættelsen sker i kølvandet på offentliggørelsen af JYSK som ny hovedsponsor for de kommende to år, og den er første skridt mod klubbens mål om at avancere i DBUs klublicenssystem. Det er en ambitiøs målsætning, særligt når man tager i betragtning, at der i denne sæson kun er to klubber, der er blevet tildelt to stjerner.

“I SIF Q har vi valgt, at vi vil være proaktive og investere i fremtiden. Helt konkret betyder det, at vi både på normering og opfyldelse af krav, vælger at sætte barren højere end vores nuværende rangering kræver. Jeg synes, det er en flot og nødvendig beslutning, for det gør os bedre i stand til fortsat at være et attraktivt talentudviklingsmiljø for piger”, lyder det fra Jacob Tind, der altså fra i dag også har fået rollen som talentchef i SIFQ.

1. juli 2022 kl. 10.00.00

bottom of page