top of page
Slide7.PNG

Internationale oplevelser

Internationale oplevelser

SIF Qs U16 piger er netop hjemvendt fra dette års Surf Cup International i Salou i Spanien. Det blev en tur, der bød på både sejre og nederlag, glæde og tårer, drama og straffespark, finale og fællesskab.

Vi stillede med to hold i turneringen, der bød på spansk fodbold, når det er bedst – og værst. Efter et indledende gruppespil, hvor pigerne lige så stille byggede på avancerede begge hold til kvartfinalerne, begge som 3’ere i deres puljer. Begge hold med troen på, at en semifinaleplads var mulig.

Drama undervejs

Kvartfinalen blev endestationen for det ene af vores hold, da vores målmand kom slemt til skade i et redningsforsøg. Olivia måtte hentes i ambulance og beslutningen om at trække holdet fra kampen var ikke svær. I den situation var en semifinaleplads helt ligegyldig.
Piger og trænere stod sammen, og heldigvis kom der meldinger fra hospitalet, at Olivia var okay, og vores andet hold kunne gå på banen i den semifinale, de tidligere på aftenen havde spillet sig i.
Heller ikke her foregik det uden drama, endnu engang med vores keeper i centrum. Her var det dog på det sportslige plan, da pigerne måtte ud i straffesparkskonkurrence. Johanne var kold på stregen og 2 spark blev pillet fra de spanske piger (+ et i den ordinære spilletid), og finalepladsen var hjemme.
I finalen måtte vores piger desværre se sig slået af de spanske piger fra Levante, der gik ubesejrede gennem turneringen og altså også kunne tage guldet i sidste ende.

Fodbolddannelse og fællesskab

37 piger var med på turen, der forhåbentligt kommer til at stå som et foreløbigt højdepunkt i deres fodboldkarriere. Der var fokus på fodbold og på at bygge på spillet på den internationale scene, men fællesskabet og sammenholdet var kittet, der fik det hele til at glide. Forskellige piger, forskellige fællesskaber blev til et, og det viste sig at være vigtigt specielt da fodbold lørdag aften blev ligegyldigt, da Olivia blev hentet i ambulance.

”Turen har været en fodboldmæssig dannelsesrejse i, hvordan man spiller internationalt. Men også i, hvordan man er ambassadør for SIFQ på den bedste måde. Pigerne har været en super fornøjelse at være sammen med”, lyder det fra cheftræner Jan Hansen.

En stor tak skal lyde til både trænere, medrejsende forældre-tanter og piger, for at I har repræsenteret klubben på bedste vis i Spanien.

Turen har været mulig med hjælp fra SparNordfonden, DBUs ungdomsfond og sponsorater fra IT-Effect, Hoffmann Biler og Forlaget Fabulas.

27. november 2022 kl. 18.00.00

bottom of page