JYSK bliver ny hovedsponsor i SIF Q
I de kommende to sæsoner bliver det JYSK, der står på maven på alle hold fra U13 til senior i Silkeborg IF Q
Forud for den netop afsluttede sæson i 3F Superligaen trådte JYSK et skridt op og blev hovedsponsor for fodboldherrerne fra Silkeborg IF. Nu har JYSK valgt at gøre det samme på kvindesiden.
Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.
JYSK og Silkeborg IF Q har indgået en to-årig hovedsponsoraftale, så JYSK-logoet kommer på maven for alle hold fra U13 til senior.
”JYSK har en stor tilknytning til Silkeborg, og vi ønsker at give vores bidrag til udvikling af sport- og kulturliv i byen. Derfor er vi også glade for at kunne blive hovedsponsor for Silkeborg IF Q, så vi nu kan sige, at vi støtter byens fodbold- og håndboldflagskibe for både mænd og kvinder,” siger President & CEO i JYSK, Jan Bøgh, med henvisning til hovedsponsoraterne af Bjerringbro-Silkeborg, Silkeborg-Voel og Silkeborg IF.
Et boost til SIF Q
Hos SIF Q bliver den nye aftale modtaget med stor glæde, særligt fordi klubben har en udtalt ambition om at blive Danmarks bedste talentudviklingsmiljø for piger. Aftalen med JYSK giver SIF Q et stort boost til ambitionerne om at markere sig endnu tydeligere i Fodbolddanmark.
”Timingen med den nye aftale passer perfekt ind i vores målsætning om at opnå to stjerner i DBUs licenssystem allerede næste år. Det er en stor udfordring, men samtidigt et vigtigt signal til omverdenen”, lyder det fra Karen Nørby, der er formand i SIF Q.
Aftalen træder i kraft 1. juli 2022 og løber frem til udgangen af juni 2024.
29. juni 2022 kl. 10.00.00