top of page
Slide7.PNG

Ny HoC klar pr. 1. marts

Ny HoC klar pr. 1. marts

I går aftes havde vi den glæde at kunne offentliggøre vores kommende Head of Coaching.
Henrik Bull Skov, der et kendt og vellidt ansigt i klubben, starter i stillingen pr. 1. marts.

Henrik har tidligere været U18-træner og efterfølgende sportschef, inden klubben i efteråret prioriterede at sætte ham i spidsen for vores U14-piger.
”Jeg er meget glad for, at det er lykkedes os, at få kontrakten i hus. Der har været nogle ting, der skulle falde på plads bl.a. i forhold til Henriks arbejde, og så skal vi jo også have U14-pigerne overdraget til en ny cheftræner”, siger Karen Nørby, Formand for SIF Q.
På U14 er Emil Fevre klar til at tage over pr. 1. marts sammen med de tre assistenttrænere, der er tilknyttet årgangen. Emil har indtil nu været cheftræner for U15-pigerne, og det er planen, at Emil følger U14 pigerne op efter sommerferien, så de ikke oplever endnu et skifte.

”Det var meget vigtigt for bestyrelsen, at vi fik styr på en sportschef inden vi begyndte at afsøge mulighederne for en ny Head of Coaching.” Det faldt heldigvis i hak inden jul, hvor klubben kunne lave aftale med Jimmy Bonde, der netop var fri af sin kontrakt som sportschef i Lyseng.
”Det er en rigtig god kombination, at vi nu har en sportschef/talentchef, der har nye øjne på klubben sammen med en Head of Coaching, der kender klubben indefra,” fortæller Karen Nørby videre. ”Og så er Henrik bare den helt rigtige til hvervet. Han brænder for klubben, arbejder stenhårdt og han møder trænere og piger i øjenhøjde. Ja, og så er han knalddygtig fodboldfagligt.”

Samarbejdet med daværende HoC og talentchef Jacob Tind sluttede formelt pr. 31.12.2022, Klubben har siden oprustet på trænersiden og styrket set-uppet omkring U16- og U18DM. Og nu er den sportslige ledelse også på plads.

”Jeg er rigtig glad for at have fået denne mulighed. Jeg fik den første henvendelse i november om en mulig stilling som HoC i SIFQ, og det har selvfølgelig ikke været svært at sige ja, for mit hjerte tilhører SIF,” siger Henrik Bull Skov, der altså starter som HoC d. 1. marts.
For Henrik er HoC-stillingen en rigtig spændende mulighed i klubben. ”Jeg har haft gode samtaler med klubbens formand Karen Nørby og den sportslige ledelse, som har overbevist mig om, at det her projekt er det helt rigtige, og det har også gjort det til et nemt valg for mig. Der er nogle gode kræfter i klubben, som vil noget spændende med SIFQ, og det vil jeg virkelig gerne være med til at udvikle.”
Det er dog ikke helt uden omkostninger for Henrik: ”Samtidigt betyder det også at jeg må sige farvel til U14 pigerne for denne omgang. Det har været 8 fantastiske måneder sammen med nogle skønne træningsparate piger, og en forældregruppe der har været outstanding.”
Heldigvis slipper Henrik ikke U14 helt, da han som en del af sin nye stilling skal være omkring alle hold både på træningsbanerne og under kampe.

”Nu glæder jeg mig bare til at prøve kræfter i en organisation, hvor der er fokus på at gøre SIFQ endnu bedre. Det bliver min opgave at trække den berømte røde tråd helt nede fra de yngste talenter på vores talentcenter og op til senior. Og det skal jeg gøre sammen med vores trænere.” slutter Henrik Bull Skov af.

8. februar 2023 kl. 05.30.00

bottom of page