top of page
Slide7.PNG

U16 piger på skolebænken

U16 piger på skolebænken

De sidste 3 mandage har 14 U15/16 piger været på skolebænken. De har sammen været på C1-trænerkursus for at blive klædt på til at prøve kræfter med trænervejen.

”Vi har sat et mål om, at alle de piger, der har lyst til at prøve kræfter med trænervejen skal have mulighed for det”, fortæller Henrik Skov, Head of coaching i SIFQ. “Det giver vores piger nogle valgmuligheder senere, og samtidig håber vi, at vi kan bidrage til, at vi om nogle år har flere uddannede kvindelige trænere - både i SIF Q og i klubberne i området.”

Derfor får Klubbens U15/U16 piger fremadrettet mulighed for at tage C1-trænerkursus og efterfølgende blive tilknyttet bl.a. klubbens teknikskoler og talentcenter som hjælpetrænere og rollemodeller sammen med rutinerede trænere.

“På den måde får de erfaring i trygge rammer, og vi kan samtidig tage individuelle hensyn til piger, der i perioder er lidt pressede af meget træning eller mange kampe, eller dem som kommer længere væk fra. Der skal hele tiden være en balance i pigernes dagligdag, - det er vigtigt”, fortæller Henrik Skov videre.

Har nogen af pigerne mod på mere træneruddannelse, så bliver der lagt en plan sammen med dem.

Ikke alle klubbens piger sendes på trænerkursus.

“Det er vigtigt for os, at pigerne ikke føler sig presset til at tage trænerkursus. Det er et tilbud. Har man lyst, så tror jeg, at det kan være med til at styrke pigerne også som spillere. Har pigen ikke lyst eller mod på det, så kan vi til gengæld komme til at presse hende ud i nogle situationer, hvor hun ikke føler sig godt tilpas. Det skal vi undgå”, slutter Henrik Skov.

C1-kurset består både af teori og praksis, og til det praktiske på banerne, har klubbens U13-piger ageret medier. Det er med til at skabe relationer på tværs af årgangene, og det er en positiv sidegevinst, at pigerne møder hinanden på tværs af alder.
Klubben forventer at sende de næste rollemodeller på C1-træneruddannelse efter sommerferien.

De første rollemodeller bliver uddannet med støtte fra Silkeborg Kommunes udviklingspulje og Velfærdsalliancen.

28. marts 2023 kl. 16.00.00

bottom of page