Talent
I SIF Q har vi fem talenttrupper.
U13, U14 og U16 Future spiller i DBU Jyllands rækker, mens U16 og U19 spiller i den landsdækkende division.
Vores piger træner 3-7 gange om ugen, alt efter alder og individuelle behov. Vi har en fysisk træner med på banen omkring vores talenttrupper, og pigerne har derudover fysisk træning i eliteSilkeborgs faciliteter på Søholt.
Vi har fokus på, at vores piger bliver matchet rigtigt, og som spiller i SIF Q kan du derfor forvente at træne og spille kampe på tværs af årgange og trupper. Flere af vores piger vil også skifte stamtrup hen over en sæson.
Talentrejsen i Silkeborg IF Q
Når du er en del af Silkeborg IF Q, ved du, at talentudvikling forpligter – ikke kun dig selv, men også fællesskabet. Ansvaret for det gode talentudviklingsmiljø er kollektivt. Silkeborg IF Q er noget vi gør sammen.
#SAMMENHOLD
#RESPEKT
#ENGAGEMENT
For mange piger er det første møde med SIF Q i 9-10-års alderen, hvor de møder andre piger, trænere og forældre. Vi inviterer dem til JYSK Talentcenter og camps for at udvikle deres færdigheder.
På talentcenteret rekrutterer vi spillere til vores yngste hold, U13. Nogle tilbydes plads på holdet, mens andre fortsætter i deres nuværende klub, men stadig kan komme i betragtning senere.
Fra 7. klasse tilbyder vi talentfulde piger optagelse på Talent Team på Sølystskolen, hvor skole og træning kombineres optimalt med moduler i sportspsykologi, ernæring og morgentræning to gange om ugen.
I 7.-9. klasse får pigerne – uanset skole – mere fodbold- og styrketræning samt værktøjer til at prioritere sporten. For dem der ikke går på Talent Team, vil træningen foregå om eftermiddagen.
I 9. og 10. klasse anbefaler vi Silkeborg Efterskole, en del af EliteAkademiet, hvor efterskoleliv og træning kombineres. EliteAkademiet fortsætter på ungdomsuddannelser som HHX, STX og HF med fleksibel træningsplanlægning.
På seniorniveau får nogle U19-spillere tilbudt overgang til seniorholdet. Vi arbejder på at forbedre sammenhængen mellem ungdom og senior, så spillerne fortsætter stærke relationer. Målet er at tilbyde senior- og kontraktfodbold på divisionsniveau inden for få år.