Fodbold på programmet i SFO'en
SIF Q og Silkeborg KFUM skaber fodboldglæde i SFO’en på Sølystskolen
Hen over tre tirsdage har SIF Q i samarbejde med Silkeborg KFUM besøgt SFO’en på Sølystskolen for at give piger i 0.–3. klasse en sjov og tryg introduktion til fodbold. Omkring 30 piger deltog i forløbet, hvor vi legede fangelege med bold, spillede små kampe og arbejdede med kreativ boldleg.
Forløbet er gennemført i samarbejde mellem SIF Q, Silkeborg KFUM, Silkeborg Kommune og DBU Jylland via Silkeborgs Velfærdsalliance, hvor målet er at skabe flere aktive fællesskaber for børn og gøre vejen ind i foreningslivet lettere.
Formålet med forløbet var enkelt: At give flere piger lyst til at spille fodbold og samtidig skabe en direkte vej ind i en klub.
Alle pigerne fik en flyer med hjem, så vejen til at starte i klubben bliver så nem som mulig!
Fokus på fællesskab, tryghed og leg
Casper Bach Jørgensen fortæller, at forløbet har været en rigtig god oplevelse, og at målet har været at skabe stærke pigefællesskaber og styrke pigefodbolden i Silkeborg Kommune:
”I træningen havde vi fokus på, at pigerne skulle have det sjovt og være kreative i legen med bolden. Samtidig blev der arbejdet med at orientere sig på banen, hjælpe hinanden og blive trygge med bolden — elementer, som både styrker den enkelte og fællesskabet”.
Samarbejde åbner døre
Jens Maae fra Silkeborg KFUM beskriver samarbejdet som en mulighed for at introducere flere piger til både fodbold og foreningslivet. Han fremhæver det store engagement fra både trænere og børn og glæden ved at se, hvordan fodbolden hurtigt kan skabe fællesskab og begejstring:
"Da vi i Silkeborg KFUM valgte at indgå i projektet, var tanken først og fremmest at skabe en mulighed for at få flere piger introduceret til fodbolden og til foreningslivet. Samarbejdet mellem en breddeklub og en eliteklub giver nogle spændende rammer, hvor vi både kan inspirere børnene og vise dem, hvilke muligheder sporten kan give. Samtidig giver det god mening at samarbejde med en klub, som mange allerede kender til, og som vi i forvejen har et godt samarbejde med. På den måde kan vi sammen være med til at åbne døren til fodbolden for endnu flere piger.
Selve projektet har været en god oplevelse. Pigerne er mødt op med energi, nysgerrighed og masser af glæde, og det har været tydeligt at se, hvordan fodbolden hurtigt kan skabe både fællesskab og begejstring. Samtidig har det været inspirerende at opleve det engagement og den indsats, som trænerne har lagt i aktiviteterne.
Alt i alt har det været en meget givende oplevelse at være en del af et projekt, der både handler om at udvikle talent og om at få flere børn ind i sporten og foreningslivet."
Tak for tre gode tirsdage
Hos SIF Q er vi glade for det gode samarbejde med både Sølystskolen og Silkeborg KFUM, og vi takker alle pigerne for tre sjove og aktive tirsdage i hallen. Vi håber, at vi fremadrettet kan være med til at bidrage til at endnu flere piger får mulighed for at deltage i et aktivt fællesskab i deres lokale fodboldklub.
Fællesskab på sidelinjen
Lørdag indviede vi vores nye mobile kampmiljø.
Påskecamp på Søholt
72 piger tog hul på påskeferien med to dages fodboldcamp
Jimmy Bonde ansættes som kvindefodboldchef på fuld tid
Fodbold på programmet i SFO'en
SIF Q og Silkeborg KFUM skaber fodboldglæde i SFO’en på Sølystskolen