U16 på spanske eventyr
Trænerteamets beretning
Rejsen til Salou
Onsdag den 26. november klokken 03.30 mødte 20 forventningsfulde piger ind på Søholt, hvor bussen ventede på at fragte dem, trænerteamet og holdlederne til Hamborg Lufthavn og videre mod Barcelona.
Trods den tidlige afgang var humøret højt, og rejsen forløb uden problemer. Efter landingen i Barcelona gik turen videre til hotellet 4R Gran Regina, hvor pigerne kunne pakke ud, få noget at spise og hvile oven på den lange rejse.
Fysiske modstandere med høj teknik
Torsdag morgen klokken 9.15 skulle pigerne indlede gruppe B mod franske Olympique Lyon, hvilket endte med et nederlag på 8-0. Her blev vi ikke bare mødt af et stærkt fysisk hold, men også af et teknisk og taktisk mandskab i særklasse.
Blot nogle timer senere klokken 13.00 skulle vi møde gruppens andenplads, amerikanske Surf Select. Med et nederlag tidligere på dagen og fortsat træthed fra rejsen måtte pigerne se sig slået med et slutresultat på 0-4. Pigerne kæmpede til det sidste, men modstanderne trak det længste strå.
Dagen sluttede med en gåtur til Salous flotte strand, hvor humøret steg efter to svære kampe. Resten af aftenen stod på restitution, for næste dag ventede yderligere to opgør.
Et U16-hold rejser sig
Fredag klokken 9.15 skulle pigerne møde australske Female First Football Academy. Efter at trænerne havde fået indblik i deres spillestil dagen før, vidste vi, at der igen ventede fysisk stærk modstand. Pigerne havde fået sovet ud og restitueret, og nu var det tid til at rejse sig. Det gjorde de med en rigtig flot 0-3 sejr efter scoringer af Naja Grønkjær Bentzen, Karoline Wrist Randeris og Liva Rehn Nordentoft.
I den fjerde og sidste gruppekamp ventede gruppens tredjeplads, spanske FFB Reus, klokken 16.45. Endnu et fysisk hold – men samtidig teknisk dygtigt. Derfor gik vi ind til kampen med fokus på en stærk defensiv organisation. Med et straffesparksmål af Johanne Bonde Lauritsen, en scoring af Maya Bossen og to mål fra Reus endte kampen uafgjort.
Med en fjerdeplads i gruppe B kunne pigerne se frem til sølvfinalespillet.
Finalekampe
Lørdag den 29. november klokken 13.00 skulle pigerne møde Andorras U16-pigelandshold i kvartfinalen – en oplevelse vi sent glemmer. En intens og spændende kamp, der endte med en 0-1 sejr til pigerne efter et flot hjørnesparksmål direkte i mål af Alberte Risgaard Nielsen.
Herefter rykkede vi videre til semifinalen samme dag klokken 19.15 mod irske Athlone Town AFC. Irerne bragte sig foran 0-1 på et hjørnespark, men kort efter slog pigerne kontra, og Natalie Østergaard Rohde udlignede til 1-1.
I anden halvleg stod pigerne fortsat godt organisatorisk, og en stærk straffesparksredning af Thea Buhl Bjerregaard holdt os inde i kampen. Men i overtiden bragte Athlone sig desværre foran 2-1 på endnu et hjørnespark. Kort efter fløjtede dommeren af, og finalespillet sluttede her.
Sammenhold, Respekt & Engagement
Nu kunne de 20 piger rejse hjem med store smil og værdifulde oplevelser i bagagen. Fællesskabet er blevet styrket, relationerne er vokset, og både spillere og trænere har lært hinanden endnu bedre at kende.
Uden for banen blev der skabt masser af gode minder med hygge, aktiviteter og socialt samvær – og på banen blev der hentet vigtig international erfaring, som pigerne nu kan tage med hjem i den danske turnering. På trods af resultaterne har turen sat gang i en rigtig god udvikling, hvilket i sidste ende har været det vigtigste.
SIF Q U16 vender hjem med stærkere sammenhold og masser af inspiration til det videre arbejde. Eventyret i Spanien gav noget med sig, som varer langt længere end en kort uge i Salou: Fælles fodboldoplevelser for livet.